Lav traditionel mad med omtanke
Det er ikke et must at bruge fuldfed fløde i tilberedningen af traditionel dansk mad. Tricket er at være bevidst om sine valg
Hungrer du efter en god gammeldags portion flødekartofler, men bliver dit mundvand afløst af dårlig samvittighed, så er det måske nu, du skal være bedvidst om dit valg.
Dampende varme og cremede flødekartofler behøver du ikke at gå udenom, hvis du vil spare på fedtet.
En lang række danske retter, der traditionelt kræver en ordentlig sjat fløde, kan sagtens spises uden at gå på kompromis med sundheden, hvis man tænker sig lidt om, lyder det fra Claus Holm, der er tv-kok og kogebogsforfatter.
»Skær kartoflerne i pæne skiver, og giv dem ét minuts opkog i vand. Imens de drypper af, skal mælk, muskat, løg, hvidløg, salt og peber koges langsomt ind til halv mængde. Til slut hælder du bare mælken over kartoflerne og sætter dem ind i ovnen med en god vesterhavsost på toppen. På den måde får du den cremede konsistens, næsten som en bechamelsovs,« forklarer Claus Holm, der dog har et endnu bedre trick i kokkeærmet:
»Det handler om at tage nogle velovervejede beslutninger, så man ikke bare spiser mad, der smager som en sund straf. Nogle gange er man nødt til at stoppe med al den stress over, hvad man må og ikke må. I gamle dage kunne man tåle dansk mad med masser af fløde og smør, fordi man arbejdede fysisk hårdt. Vi kan jo tåle det samme i dag, men vi sidder mere stille.«
Spar – hvis det giver mening
Claus Holm opfordrer derfor til, at man tænker over, hvor det giver bedst mening at skære ned på fedtet.
»Man kan godt skære fra her og der, men det handler om at gøre det de rigtige steder og beslutte, om man overhovedet skal spare på fløden eller smørret til den ret, man har valgt. Om det giver mening i forhold til smagen,« siger han og fortsætter:
»Der er ikke noget bedre end dansk mælk, fløde og smør. Hvis du vil lave traditionel dansk mad som for eksempel flødekartofler, så husk, at det jo ikke er noget, du spiser et helt fad af hver dag.«
Claus Holm foreslår, at man eventuelt kan bruge halv mælk/halv fløde eller tilberede en god gammeldags opbagt sovs på mælk i stedet for fuldfed fløde. Det vigtigste er at huske på, at sundhed skal smage godt og ikke sundt.